Søren Bundgaard

… blev født i 1956 i Glostrup ved København. Sørens forældre og søskende var alle glade for musik, og hjemmet i Svinninge, som blev basen i Sørens barndom, var ikke blot udstyret med et klaver, men med et flygel og et stort Hammond orgel. Ydermere voksede Søren op med The Beatles, som den toneangivende inspirationskilde, så der var ingen undskyldninger for ikke at blive musikalsk inspireret.

Skolegangen begyndte på Svinninge skole ved Holbæk. Søren startede med at spille guitar, da han var 6 år gammel, for et par år senere at kaste sig over klaveret. Desuden spillede han i fritidsbandet Trubadurix med et par skolekammerater, som var et par år ældre. Repertoiret var Cream, Jimi Hendrix, Gasolin osv. samt egne kompositioner. Bandet spillede blandt andet til skolefester, vennernes fester og anden-dags gilder.

Skolegangen fortsatte på Kalundborg Gymnasium på den nye musik/matematik-linje. Fritidsbandet, Trubadurix, bestod stadig, men det begyndte at pine de tre kammerater, at der var så langt mellem jobbene. Derfor blev det bestemt, at Trubadurix skulle omdannes til et rigtigt danseorkester for at komme mere ud at spille til halballer og byfester. Da ingen af bandets medlemmer var store sangere, planlagde de at udvide orkesteret med en sangerinde. En lille annonce blev sat i den lokale avis: “Dansekvartet søger sangerinde til varigt samarbejde”. Der blev afholdt audition med de to fremmødte sangerinder, og en ny sangerinde var født: Kirsten Siggaard.

Musikvidenskabeligt Institut
Søren afsluttede sin studentereksamen i 1975 og begyndte samme år at studere musikvidenskab på Københavns Universitet. Han vidste ikke nøjagtigt, hvad han ville bruge uddannelsen til – men vidste blot, at det skulle være noget med musik.

Her fik han nye kammerater og begyndte at spille bas guitar i et fusions jazz/rock orkester, Panorama, som var så heldig blandt andet at få lov at optræde på datidens jazz og rock tempel, Montmartre, i det indre København. Bandets medlemmer talte så prominente personligheder som trompetisten Jens Winther og pianisten Kim Kristensen.

Parallelt med musikstudierne i København, valgte Søren og trommeslager Hasse Rasmussen fra danseorkestret at starte et indspilningsstudie i Svinninge – Bell Music. (Hasse Rasmussen er også blevet i musikbranchen i det han blandt andet er ejer af Dicentia, Poul Hansen og Elap i Pandrup). Planen var at indspille masterbånd med områdets bands og solister og forsøge at afsætte disse til forskellige grossister. Det blev selvfølgelig også til indspilninger med Kirsten Siggaard og Hokus Pokus, som bandet nu blev kaldt. Det var blandt andet disse indspilninger, der førte til de første singleudspil fra bandet, idet pladeselskabet Starbox producerede fire sange med Hokus Pokus.

I studiet i Svinninge var blandt andre Sorø-orkestret, Disco Five, en flittig gæst. Da Sir Henry alias Ole Bredahl stod for at skulle gendanne Sir Henry and his Butlers, blev Disco Five valgt som den nye grundstamme i bandet – denne gang med Søren på keyboards.

Melodi Grand PrixKS-SB-Tivoli
Søren og Ole fik efterhånden et tættere og tættere samarbejde omkring produktionen af Sir Henry’s plader, og Oles store evner inden for komponering af popmusik, inspirerede hurtigt Søren til at komponere egen musik. I 1983 debuterede Søren som komponist i Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Og livet går” – sunget af Kirsten Siggaard. Dette blev ikke den store kommercielle succes, men det begejstrede Søren til at forsætte med at skrive musik til Kirsten Siggaard. I 1984 var Søren igen heldig at få en sang udvalgt til Dansk Melodi Grand Prix. Denne gang blev det til en førsteplads med sangen “Det lige det” med tekst af Keld Heick.

FadersSamarbejdet med Kirsten mundede ud i en masse arbejde både med pladeproduktion
og optrædener i ind- og udland. Lønnen blev investeret i en 24-spors båndoptager,
og lydmand Hans Breways supplerede med en stor professionel mixerpult.
SB Studio var en realitet.

Sideløbende havde Søren passet studierne på universitetet, men efterhånden blev der heldigvis så meget at lave med pladeproduktion, sangskrivning, jobs med Kirsten osv., at Søren valgte at stoppe uddannelsen efter 5 år.
Herefter helligede Søren sig helt SB Studio,
og i 1986 startede Søren og Tommy Seebach studiet op i nyindrettede lokaler på Høffdingsvej i Valby.

Se SB Studios biografi for videre forløb.

Udover arbejdet med musik i SB Studio, spiller Søren i orkesteret Danband All Stars. Det startede som et lille hyggeband med tidligere MBO direktør Benny Bach, PUK Studio direktør Peter Iversen og sanger/musiker Claus Hassing, men bandet er med tiden blevet et seriøst bud på underholdningen på de større danske scener.

© 2013 SB Studio. All rights reserved.